Kontakt    A-Z    Oversigt    Gæstebog    Søgning
Forside Topbilleder Ballerup.dk
afstand
afstand afstand
afstand
Vængerne pil-afstand Fakta om projektet pil-afstand Problemer - potentialer afstand
Udskriv
afstand

Problemer - potentialer

 

Kulturelle forhold

Problemer - Fællesskab og identitetsfølelse

I Vængerne bor der mange ældre og mennesker på overførselsindkomster. Det er således et kvarter, hvor mange er hjemme om dagen. Til gengæld er det et kvarter stort set uden fælles aktiviteter og steder, der indbyder til fælles aktiviteter samt et kvarter præget af manglende tværgående samarbejde. Med andre ord et kvarter, der fremstår tomt og inaktivt. For gruppen af børn og unge gælder det også, at de mangler tilbud/muligheder i området.

Området er præget af mange grænsedragninger, så beboerne ikke har en oplevelse af fællesskab. Det skyldes primært, at interessesfæren begrænser sig til den enkelte afdeling og den enkelte institution. Der er ikke noget tværgående arbejde og man taler knapt nok sammen på tværs af afdelingerne og institutionerne. Kvarteret har en størrelse som en mindre landsby og med sin skarpe afgrænsning kunne det også fungere som en sådan, men de 6 boligafdelingers behov for at passe hver sit nedbryder denne forestilling.

Potentialer

Rugvængets skole spiller en central rolle i området. Her er der en vilje til at tage et større ansvar for at give Vængerne et både socialt, kulturelt og fysisk løft. Skolen vil igangsætte et demokratiseringsprojekt, som i højere grad inddrager de unge i de beslutninger der vedrører dem. Målet for projektet er at gøre elevrådet til et råd

  • der arbejder med opgaver der vedkommer unge i lokalområdet (skoledistriktet)
  • der er høringsberettiget i alle spørgsmål der vedkommer unge mennesker i lokalområdet
  • der arbejder som en del af de demokratiske beslutningsprocesser

Ballerup kommune har netop modtaget støtte fra Kunststyrelsen til et kunstformidlingsprojekt for børn. Støtten er dog ikke stor nok til at alle projekter kan gennemføres, deriblandt et projekt på Rugvængets skole, der handler om børnenes oplevelse og forståelse af rum. 

I foråret afholdt Ballerup Kommune et Fremtidsværksted i Vængerne, hvor beboere i og brugere af Vængerne kunne fremkomme med deres idéer til, hvordan Vængerne kunne udvikle sig.  Resultatet fra Fremtidsværkstedet resulterede i, at kommunen indsendte en ansøgning om områdefornyelse i Vængerne. Desværre blev der af Erhvervs- og Boligstyrelsen givet afslag herpå. Ballerup Kommune meget interesseret i at videreføre den gode og konstruktive fælles proces fra Fremtidsværkstedet og interessen fra beboerside har også været stor. 

Sociale forhold

Problemer - Udsatte grupper

Udsagn og analyser har vist, at der i området bor mange isolerede ældre, mange unge enlige forsørgere og forholdsvis mange ikke integrerede indvandrere. Det har en indsats med Byudvalgsmidler forsøgt at rette op på i årene 1994-98, men der er stadig en tendens til at mange af disse grupper isolerer sig.

Gennem lang tid har der også været problemer med en gruppe af øldrikkere, som har holdt til over for købmanden på Kornvænget. Mange beboere har følt sig generet af dem og forældre til børnene på skolen har følt utryghed ved at de opholder sig tæt på børnenes vej til skolen. Det har givet anledning til over flere år at forsøge med forskellige løsninger. Socialt gadearbejde og forsøg på at finde værested til øldrikkerne har været det mest markante.

De seneste undersøgelser vedrørende skolebørnenes sundhed i kommunen peger på, at der blandt børnene på Rugvænget skole er forholdsvis mange der har problemer med dårlig tandsundhed og fedme kunne være brug for at gøre en særlig forebyggende indsats i forhold til tandsundhed og forebyggelse af fedme.

Potentialer

En undersøgelse af løsningsmuligheder er sat i værk vedrørende problemet med øldrikkerne. Det er en proces, som skal finde en løsning både for øldrikkerne og for lokalområdet.

De mange ældre indvandrere i området er ved at skulle finde ud af hvordan man bliver gammel i Danmark. Kommunen har en integrationsmedarbejder i området, som arbejder specielt med denne gruppe.

Rugvængets skole har stor betydning som formidler af sundhed, og har en stor interesse for at lave forebyggende arbejde i forhold til børnenes generelle sundhedstilstand.

Fysiske forhold

Problemer - støj og dårlige friarealer

Området er temmelig støjplaget. Især boligerne ud mod Ballerup Boulevard har problemer, men der er i området generelt en udpræget støjplage fra trafikken på Ballerup Boulevard. Beboerne i de boliger har ønsket at få en støjskærm sat op. Men det har endnu ikke været muligt at finde en løsning der kan tilfredsstille alle parter. Der er nu en arbejdsgruppe i gang med at finde på en løsning, der kan tilfredsstille alle.

Der er en markant mangel på identitet, som kan være bærende for beboernes fælles opfattelse af deres lokalområde. Byrum og mødesteder for det spontane samvær, hvor fællesskabet kan gro, er kun sporadisk tilstede. Skolen kan trække et stort læs i denne sammenhæng, men der er ikke sammenhæng i tilbudet. De udendørs samlingssteder som er tværgående og fællesskabende findes stort set ikke. Området fremstår dog ganske grønt med mange store grønne arealer. Arealerne er dog ikke tænkt som aktivitetsbærende men mere som pryd.

Mange beboere føler sig utrygge når de færdes i området. Det skyldes primært, at vej- og stinettet ikke fungerer optimalt. Der er dårlige lysforhold, fortove viser mangel på vedligeholdelse og især tunnelerne giver anledning til utryghed pga. der her opholder sig personer, som kan virke truende.

Potentialer

Der er en vilje blandt boligselskaber og hos skolen til at forbedre det fysiske miljø. Almenbo ønsker at opføre 12-14 seniorboliger på friarealet vest for Afd. Kornvænget. Projektet er optaget i kommunens boligudbygningsplan med forventet indflytning i 2007. Realiseringen forudsætter dog at der gennemføres offentlig høring og udarbejdelse af lokalplan.

Boligselskabet Kirstinevang forventer med støtte fra Landsbyggefonden at iværksætte et renoveringsprojekt hvor forbedringer af bygningerne og indretning af ældre- og handicapvenlige boliger står på programmet.

Rugvængets skole har ligeledes et renoveringsprojekt på bedding. Det er primært den sydlige del af skolen, der skal renoveres, så der kan tilbydes tidssvarende faglokaler. Ikke kun til eleverne men også som tilbud til kvarterets beboere uden for skolens åbningstid. Samtidig har man også ønsker om at få renoveret skolegården.


afstand
Opdaterings dato: 15. februar 2010
afstand
afstand afstand
   Vængerne, Rugvænget 10A, 2750 Ballerup, Telefon 21270109